Menu
26/07/2024
De store regnmængder har konsekvenser for flere og flere på deres private grunde. Om det er kælderen eller græsplænen, der står under vand, er problemerne konkrete og kan med tiden udvikle sig til at blive katastrofale – for regnmængderne blive ikke mindre, tværtimod.
Først og fremmest er formålet med at håndtere de store regnmængder, at beskytte vores bolig. Dernæst er det en stor fordel for alle, hvis den enkelte boligejer kan hjælpe med at aflaste det i forvejen udsatte kloaksystem.
Med de stigende regnmængder og hyppige skybrud, vi oplever i dag, er det afgørende at tage de rette forholdsregler for at undgå skader og bibeholde et sundt og sikkert hjem.
Få de nyeste tilbud, tips & trick og meget mere via vores nyhedsbrev.
Langt størstedelen af det regnvand, vi skal finde en løsning på, kommer fra husets tag, hvor det via skotrender og tagrender ledes ned i nedløbsrør og skal ende i kloakken. De store regnmasser, der kommer ned på kort tid, overbelaster hurtigt kloaksystemet, som slet ikke er dimensioneret til vand i disse mængder, så kloakken løber over. Konsekvensen er, at der kan ske oversvømmelse og opstemning af vand, som kan gøre skade på dit dyrbare hjem. Derfor er det vigtigt at skabe de bedste betingelser for at regnvandet bliver ledt ordentligt væk.
Hvilken løsning på afledning af regnvand der er rigtig eller relevant for dig, kommer an på mange ting. Her gennemgår vi nogle af mulighederne, og hvad de enkelte muligheder kræver.
Når regnvandet ledes fra taget gennem nedløbsrørene, ledes det ud i drænrør og derfra videre til en sandfangsbrønd, hvor skidt, blade og grene frasorteres, for til sidst at blive ledt ud i kloakken eller en regnfaskine.
Omfangsdræn er blevet en meget anvendt løsning, især til ældre huse. Her lægges et dræn langs alle bygningens ydermure, som fungerer som et stort, avanceret filter, inden regnvandet ledes videre ud til kloakken – eller til en faskine.
Omfangsdrænet er smart på især to måder, da vand og fugt holdes væk fra husets ydermur og fundament og drænet tager noget af presset af vandet, når det kommer ned ovenfra.
Du skal have en autoriseret kloakmester til at sikre at dimensioner, dybde mv. følger reglerne og at systemet kobles korrekt til kloakken.
Fordelene ved omfangsdræn tæller både bedre indeklima og værdiforøgelse for huset, så der er grund til at dette er en meget udbredt løsning – og ofte bliver anlagt ved nybyggeri som standard.
Som nævnt ovenfor kan regnvandet også ledes videre til en faskine.
Regnfaskinen, eller regnvandskassetten, er et dræn som graves ned under græsplænen og som derved kun er synlig på grund af toppen af sandfangsbrønden, som også her er nødvendig. Når de store vandmængder kommer ned ovenfra, trænger det gennem jorden ned i faskinen, som skaber langsom nedsivning af regnvandet. Ligesom omfangsdrænet er faskinen en slags et filter, der forsinker regnvandet.
Det kræver godkendelse fra kommunen at lave nedsivning af tagvand på egen grund. Skal du have faskinen forbundet til kloakken, skal du have fat i en kloakmester.
Da der er en del krav og regler, som faskinen skal overholde, kan det anbefales at få faglig rådgivning inden man lægger an til at anlægge en faskine, men der er alligevel en del af opbygningen du kan foretage selv, som f.eks. gravearbejdet.
Oplever du, at regnvandet har svært ved at trænge væk på din terrasse eller belægning op til dit hus, og det dermed opstemmer, er der flere muligheder at se på.
Det er først og fremmest vigtigt, at der er fald væk fra dit hus de første 3 m fra huset. Hvis der ikke er fald nok til at regnvand ledes helt væk fra terrassen eller indkørslen, kan det være anbefalelsesværdigt at etablere linjedræn.
Linjedræn er aflange drænrender, som etableres i terrasser og indkørsler. Her kan overfladevand opsamles og ledes ud i afløbssystemet.
Det aflange afløb fås i et væld af designs, så den synlige del af afløbet, risten, kan falde i med omgivelserne.
Der findes andre, ikke helt så omfattende, muligheder for at håndtere regnvandet og udbedre de risici der måtte være på din grund.
Leder du efter en let løsning, der også giver dig mulighed for at gøre brug af det gratis regnvand, kan du naturligvis også etablere en regnvandsbeholder. Det er et enkelt projekt, der kun kræver en let rekonstruering af nedløbsrøret, men kan komme hele haven til gode i tørre perioder.
Med græsarmering kan du få løst en våd og mudret indkørsel, parkeringsplads eller stisystem. Ved at installere græsarmering får du en permeabel, vandgennemtrængelig, overflade, som samtidig er grøn og flot. Græsarmeringen kræver ikke kloaktilslutning, da vandet blot siver ned i undergrunden, så den er et enkelt gør-det-selv projekt.
En pumpebrønd er nok en af de bedste løsninger, hvis du oplever kloakvand der kommer op gennem dit gulvafløb i kælderen, hvis afløbet ligger lavere end, der hvor det skal ledes hen. Pumpebrønden opsamler spildevand og kan holde på det i et par dage, før det pumpes videre ud i kloaksystemet. Pumpebrønden tager sig altså ikke af regnvandet, men kan hjælpe med at håndtere det pres et skybrud eksempelvis kan udsætte kloaksystemet for.
Dykpumper bruges enten til fast installation i en kælderbrønd f.eks., eller som transportabel drænpumpe ved f.eks. oversvømmelse. Der findes et bredt udvalg af dykpumper, som kan håndtere både drænvand, gråt og sort spildevand. Den er genial at have ved hånden, hvis vand skal fjernes fra kælderen, lyskasser eller andet i en fart.
At skulle forholde sig til regnvand og håndtere regnvand for at beskytte sin bolig er blevet en helt nødvendig del af livet som boligejer. Med de stigende regnmængder og hyppige skybrud, vi oplever i dag, er det afgørende at tage de rette forholdsregler for at undgå skader og bibeholde et sundt og sikkert hjem.
Løsninger som omfangsdræn, faskiner og linjedræn er effektive måder af håndtere regnvandet på, mens opsamling af regnvand og brug af regnvandspumper kan være værdifulde redskaber til at afhjælpe specifikke udfordringer. Ved at implementere en eller flere af disse metoder kan du beskytte dit hjem – men også bidrage til at aflaste de offentlige kloaksystemer.
Vi hjælper dig gerne med indretning og kan komme med et godt tilbud på hvad du skal bruge.
Det er 100% uforpligtende.